Et pluk fra første sommer, 1967
SKRÆK OG PÆDAGOGIK
Det meste af juli er der uophørligt regn, slud, isslag, sne og tåge. Vi farer rundt og tømmer de mange regnmålere og udskifter dem, der er frostsprængt. Vi har hentet en større dunk glycerin i Narvik til at hælde i dem, så vi ikke hele tiden skal sidde derhjemme om aftenen og lodde sprængte pluviusser.
Scooteren står sidst i juli øverst oppe på bræen og har ikke villet køre en uges tid. Går derfor runden efter kompas til fods med isbrodder under støvlerne så langt, der er bar is. Springer over de smallere sprækker og pirker forsigtigt med isøksen skridt for skridt hen over de snebroer, der dækker de bredere. Fortsætter derefter videre opad på ski. Sneen klamper under skiene oppe ved de øverste stager, hvor der er minusgrader, da skiene generelt er smurt med klister til våd, grov sne. Der har åbnet sig mange fæle sprækker, hvor der tidligere var jævne sneskråninger. Man pirker sig frem i snedrevet deroppe i skyerne, og det tager en evighed at slæbe afsted med skiene i hånden. Tager den på enden ned over de stejleste steder under stortoppen mellem større synlige sprækker med en ski under hver armhule som sikkerhed, hvis der skulle være et hul.
Jeg er jo ikke nogen frygtløs macho, ja, det er mildt sagt, at jeg er nervøs ved at færdes alene oppe i disse lumske områder, der i moderne terminologi er pissefarlige.
Sådanne dage er lange og nervepirrende, når nysneen atter dækker kendte sprækker. Det er slet ikke spor rart. Jeg er virkelig ræd for at ryge i en sprække under de ture. Det gælder om bare at komme neden for skyerne og snedrevet og hurtigt hjem.
I bakspejlet kan man jo undre sig over, at der blev slækket så meget på sikkerheden, da vi gik over til at tage turene enkeltvis. Men dette med at slække, er noget, der langsomt kommer snigende. Man fortroliggør sig dag for dag med landskabet og dets udfordringer og farer. Ved omtrent hvor der skal passes på. Mener i hvert fald at vide det. Selv om det hver gang er en overraskelse, når en ny sprække har åbnet sig på et uventet sted, eller en fod træder igennem en snebro, så lokkes man alligevel af de daglige omstændigheder til at acceptere et højere og højere risikoniveau. Der er en fortrængningsmekanisme i en, der lader det ske næsten umærkeligt. Der går rutine i at være bange.
Sådan en dag med hundevejr oppe i højderne når jeg neden for skyerne og hen til scooteren, der står død i et pas i lidt under 1700meters højde. Vi har hver for sig herset med den scooter hver dag, vi kom forbi den seneste uges tid. Har renset karburator for is, prøvet at skifte tændrør, lokket med en snaps benzin i cylinderen, men alt forgæves. Jeg vil egentlig bare give udtryk for min foragt for det gamle lort, og giver den et kraftigt spark og trækker derefter det rituelle træk i startsnoren. Og dyret starter. Det er næsten mirakuløst. Den starter efter en uge, hvor den ikke har villet noget som helst, og den går ikke i stå igen.
Jeg kører lidt op og ned og frem og tilbage neden for skyerne for at se, om den bliver ved. Det gør den, og den midlertidige surring i buggifjedrene holder endda til et par hop hen over moderate sprækker i fuld fart. Det giver af og til nogle ordentlige bump i bagtøjet, når en snebro giver efter og viser sig at være en af dem, som man burde være kørt udenom. De fleste er bare fra en snes centimeter til en meters bredde, men her og der dukker der pludselig et langt og bredt, sort hul frem forude og længere nede i skråningen, der kræver, at scooterdyret skal ”op på to hjul” og broadside under en hård opbremsning. Det giver for det meste lidt mavekriller.
Et pluk fra de 4 måneder på Folgefonna, året efter i 1968